Mega-N.Ø.R.D af Petit Cochon
Petit Cochon modtager Mega-NØRD diplom for rundingen af hele 4 øer i det sydfynske øhav 1/8/2012.
Skipper Martin Wiedemann Beretter:
“I går foretog jeg en autoriseret ørunding af ikke bare en men 2, nej faktisk 3 og siden 4 øer. Jeg har valgt kriteriet: En ø en er en ø, hvis den stikker op af havet og har et navn i søkortet. Derfor måtte jeg inkludere både Flæskholm og Græsholm, som ligger i hver sin lavvandede ende af de to øer Drejø og Skarø.
Jeg afsejlede fra Christiansminde i går i frisk vind for rebet stor og krydsfok, samt motor til jeg var godt klar af broen.
Start og mål for turen var den grønne bøje ved Skarø Rev, lige sydvest for Ballen havn på fynssiden.
Start kl. 15:32 fra Skarø Rev kurs nord og vest om Skarø. Vinden var frisk og senere jævn fra SV, drejende til SØ.
Flæskholm Flak vest for Skarø 16:20
Avernakø Rev Trille 16:37
Vestsiden af Drejø tværs kl. 16:50
Gik over stag 2 sømil ovre mod Ærø og derefter kurs 75 grader langs sydsiden af Drejø mod havnen
Drejø Havn tværs 18:34
Højestene løbet 18:44
Græsholm 19:17
Skarø Rev – mål 19:45
Udsejlet 18 herlige sømil i mit eget gode selskab og godt hjulpet af Helmer ved pinden i virkelig godt vejr.
Svajede bagbord rundt om bøjen og gik på grund på revet med et blødt bump men kom heldigvis af ved egen kraft for motor og spilerstage efter ca. 10 minutter og kunne gå glad og lettet i land på Skarø kort efter.”
Tak til Martin for den fine beretning, og tillykke med endnu en N.Ø.R.D.-runding.