Hvem er du når du sejler?

Share

– Dogmesejlads og drømmeture.

Bragt i Keep Sailing Magasinet, November 2014.

”Mig selv!” tænker du sikkert, ”Når jeg er ude på havet kan jeg endelig slappe helt af, og være mig selv”.

Og det er også rigtigt og helt sikkert en vigtig del af vores sejlads at kunne slappe af og være sig selv.

Men har du tænk over at du af og til skifter ”rolle”. Vi har vel alle prøvet at møde en anden sejlbåd på havet, for derefter at begynde at ”kapsejle” for at se om den kan indhentes. Eller vi sidder om vinteren og planlægger sommerturen, og drømmer om at se områder med spændende geografi eller steder med betydning i historien. For eksempel er det nemt for de fleste som anduver indsejlingen til Dyvig for første gang, at forestille sig at der kan ligge et vikingeskib derinde, og måske en boplads.

Men også regler under sejlads kan give indhold. Som for eksempel at man ikke får en øl før efter kl. 11. For så straks at finde på undskyldninger for at det bliver nødvendigt alligevel eller at forsøge at få stillet alle ure ombord forkert. Eller måske at der skal serveres bomningskaffe efter en sådan manøvre. Det kan også være at man vil se noget nyt hver dag, eller vise ungerne nogle af vores historiske steder fra søsiden.

Mulighederne er uudtømmelige, og kan udvides til et komplet sæt ”dogmeregler” som kan danne grundlaget for en sejltur.

For eksempel for par vintre siden hvor min bror og jeg sad og reflekterede over det faktum at ingen af vores både havde køleskab, og hvordan man håndterede manglen på samme i de store sejlskibes tid. Det medførte ideen om at planlægge en sejltur rundt om Fyn på 4-5 dage, ”uden at røre”, d.v.s. hver nat for anker, og med regler for proviantering som forbød dåsemad og færdigretter. Så det var vigtigt at vælge de rigtige fødevarer som kunne holde sig friske i en sommervarm båd i op til en uge – og med nok vitaminer til at vi kunne undgå skørbug! 😉

Det blev en fantastisk tur med masser af sejlads hver dag, og også den ro der indfinder sig når man er ombord i en båd døgnet rundt i flere dage i træk. Provianten blev vurderet ved hvert måltid, med hensyn til holdbarhed og variation, og samlet set var ”konceptet” med til at give en ny dimension af oplevelser til sejlturen.

Nu går jeg og pusler med tanken om, i lille målestok, at ”efterligne” Bernard Moitessier som i 1968-69 deltog i ”Sunday Times Golden Globe Race” rundt om jorden. På et tidspunkt hvor han næsten havde sejlet jorden rundt besluttede han sig for at han ikke havde sejlet nok endnu, og han fortsatte videre rundt om jorden igen.
Mine tanker går i retning af måske at sejle rundt om Fyn, og når jeg så når tilbage til den grønne tønde lige uden for vores havn, at vende rundt om den, og så sejle turen en gang til. Det skal blive spændende hvordan det føles…

Det er skønt at sejle, og vi har nogle af de bedste farvande her i Danmark. Men jeg har opdaget at turen kan få en ekstra dimension når man tager historien og geografien med under armen og lader den blive en del af sejladsen.

Så hvem vil du være næste gang du skal ud at sejle?