Godt Nytår!
Spidsgrisen ønsker godt nytår til alle ! 😉
Jeg har brugt nogle af de kolde aftener foran brændeovnen til at samle en video med indtryk fra sejlsæsonen 2010, tilsat musik.
Melodien hedder “Power of Passion” og er lavet af den finske guitarist Ben Granfelt, som jeg synes er fantastisk. Du bør absolut tjekke hans plader ud hvis du er til elektrisk guitar!
Videoen starter med at jeg går ombord i Råå i Sverige for at sejle båden hjem. I det skønneste sommervejr går det på kryds nordover, forbi færgerne ved Helsingør og Kronborg. I aftagende vind går det videre op mod Gilleleje mens solen sænker sig i havet og vinden aftager.
Efter at have tilbragt natten i vindstille i kattegat gik den næste dag med at krydse ned til Langør på Samsø i meget let vind. Her mødtes jeg med PD26’en “Morild”, og vi brugte den følgende formiddag med at filme hinandens skibe, inden det gik sydover langs Samsøs østkyst.
Efterhånden tog vinden til og der kom tordenvarsel, så vi søgte ind til Ballen og kunne opleve tordenfronten passere fra den totalt proppede havn.
Næste dag gik det videre på kryds i superflot sejlvejr, sydover ned forbi Fynshoved og Kerteminde. Under Storebælts vestbro(den fylder meget når den ligger på tværs!) og i en smuk solnedgang ind til Lundeborg.
Endelig gik turen ned gennem Svendborgsund, overnatning for anker ved Svelmø, nord om Als og et kryds i hård luft ind til Aabenraa – spidsgrisens nye hjemhavn.
I videoen er der også indsat klip fra en dejlig weekendtur til Kalvø, møde med marsvin(hvalerne!), vindstille ved Sjællands rev, mødet med et fragtskib samt efterårs kryds og solnedgang over Aabenraa. Prøv om du kan spotte hvad der er hvad 😉
Jeg håber du vil kunne lide videoen og at den kan hjælpe dig igennem de kolde vintermåneder.
Se denne video og flere andre på spidsgrisens YouTube kanal “spidsgrisenTV” ,
her finder du også link til Grindeklubbens TV-Kanal som har videoer med alle de “Bruun’ske både”. 😉