En beretning om hvordan det danske sommervejr krævede en del fleksibilitet og hvordan et gammelt kinesisk ordsprog også kan omsættes til sejlsport. Bragt i Grindenyt, Maj 2013.
”Rejsen er målet” siger et gammelt kinesisk ordsprog.
På spidsgrisen gælder i allerhøjeste grad at “sejladsen er målet”, idet jeg nyder de sømandsmæssige sider af sejlturen, trim, navigation samt de oplevelser naturen byder på undervejs i form af vind, strøm og dyreliv.
Efter et fantastisk varmt og solrigt forår, blev sommeren 2011 den vådeste i mange år. Det gjorde at ideen om et længere sommertogt måtte lægges på hylden. Dauer-regen(tyskernes fantastiske udtryk for vedvarende regn) og flere dages ophold nede i spidsgrisen er en særdeles fugtig oplevelse – ikke lige min kop the.
Derfor blev planen at have et par N.Ø.R.D.-mål udpeget til de dage hvor der var ophold i regnen.
N.Ø.R.D. er ideen om en ”nonstop” sejltur rundt om en ø, d.v.s. uden at gå i havn undervejs – ankring er tilladt hvis turen går over flere dage.
Det handler altså om selve sejlturen, og de udfordringer som kan opstå undervejs.
Det at have en ø at sejle rundt om giver turen en kontekst som ”en tur på fjorden” ikke kan skabe. Skal der sejles den ene eller den anden vej rundt?, hvor er der gode ankerpladser hvis det bliver nødvendigt?, hvilke vindretninger er bedst?, og hvor lang tid skal der til?…
Når turen så er i gang skal der sejles efter forholdene og målet. Man skal også være parat til at opgive målet hvis betingelserne ikke er til det.
F.eks. startede jeg i foråret på en tur hvor jeg ville runde Årø, men i svigtende vind blev det så først Barsø der blev målet, og til sidst Starbæk Grund kosten 6 sømil uden for Aabenraa, og hvor jeg endte med at drive med ½knob i modstrøm på vejen hjem.
Til gengæld var det så en af de sjældne dage hvor havet er spejlblankt og man kan høre lyde 100 km væk. 😉
Den tur jeg vil berette om nu blev årets længste N.Ø.R.D.-tur. Fra Aabenraa nordover i Lillebælt, rundt om Fænø og hjem igen, ca. 70 sømil. Jeg planlagde at skulle ankre ved Fænø, der er umådeligt smuk med skoven helt ned til vandkanten.
Rejsen startede kl. 7 med afgang fra Aabenraa i let vind fra vest. Drivende forbi Skarrev kom et par Marsvin op og hilste på. Det er som om der har været mange af de små hvaler i år, og det er altid en fantastisk oplevelse når de kommer op og blæser.
Lidt mere vind og agten for tværs gjorde at det gled godt op udenom Barsø og op mod Årø sund. Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Årø sund er altid god for en oplevelse. Her er øerne Årø og Bogø dumpet ned i Lillebælt. Det giver en øgning af strømmen og der er mange lavvandede grunde.
Mange af grundene i Lillebælt bærer personnavne ”Schønheiders banke”, ”Holst banke”, ”Bardenfleths grund” og ”Knuds grund”. Jeg har ofte på turene spekuleret over hvem disse personer var, og har for nyligt opdaget en fantastisk bog, ”Grunde, rev og flak” af Svend Albrechtsen, som netop handler om Danmarks mange grunde og rev.
I Årø sund forsvandt vinden helt, men en knobs medstrøm gjorde at det alligevel gik fremad. På et tidspunkt gik vinden i syd, spileren kom op og jeg prøvede at få den til at fylde.
Det lykkedes ikke rigtigt og da vinden så pludseligt gik om i nordvest måtte den ned igen – det var tydeligt at der skulle til at ske noget…
I løbet af 30 minutter øgede vinden så til 10 m/sek fra nordvest. Skibet skulle klares op til blæsevejr, trimmes om og havtøjet kom frem.
Det blev en forrygende tur op til Tragten. 6 knobs fart, krap sø og 1 til 1½ knob medstrøm, båden i perfekt balance – skønt! – der er en fantastisk energi i at sejle på den måde!
Sidst på eftermiddagen kunne jeg så runde Fænø Kalv og Fænø, og stikke snuden ned i Fænø sund.
Strømmen som havde været min ven hele eftermiddagen var nu imod, og i det snævre sund med op til 2½ knob. Godt at det var blæsevejr, så det trods alt stadig gik fremad.
Fænø sund var fyldt med sejlbåde som allerede var ankret op for natten, så jeg besluttede at udnytte den gode vind og sejle længere ned i Lillebælt, og så finde et sted for natten.
Ude af tragten igen slækkede strømmen op, og jeg susede ned gennem Lillebælt. Der var ikke mange både på havet – det ser ud til at den moderne sejler går tidligt i havn…
Årø sund blev passeret igen for sydgående ved 20 tiden. Strømmen var nu helt slæk og vinden var aftaget til mellemluft. Helmer, min selvstyrer, passede roret og der var kommet ro på igen, så jeg fik lavet aftensmad og kunne sætte mig med en kop kaffe og nyde den nedgående sol og de sønderjyske landskaber.
Det var endnu ikke tid til at stoppe for natten.
Mens solen sank ned mod horisonten friskede vinden op igen – det fiskerne kalder ”solgangsvind”. Foran for tværs, små bølger og en ufattelig smuk aften gjorde at jeg fortsatte sydover, og ideen om at jeg kunne sejle helt hjem begyndte at dannes.
Jeg kan blive helt høj af at sidde og betragte havet mens båden ubesværet glider fremad med 6 knob.
Et ultralet fly dukkede kortvarigt op over mig inden den forsvandt ind over land, mod den nedgående sol.
Da det sidste lys forsvandt ved 23 tiden forsvandt vinden også, og jeg kunne drive stille ind mod byens lys. Når lyset forsvinder er det som om de andre sanser forstærkes og lyde kommer til at fylde mere. Det er også en spændende oplevelse.
Kl.24 kunne jeg så gøre fast på min plads i havnen efter en fantastisk dag på havet og 71 sømil sejlet under meget varierede forhold.
En kop kaffe blev nydt sammen med refleksioner over denne skønne dag inden jeg tørnede ind, godt træt og godt lykkelig.
”Sejladsen er i allerhøjeste grad målet”.