Endnu en dejlig (vinter)dag på fjorden
Februar blev ved med at være forårsvarm, og således kunne en vinterdag blive en dejlig dag. 😉
Og som et par kåde ungkvæg der kommer på græs, måtte Jesper og jeg bare ud på vandet igen. Denne gang med lidt mere tid, og Varnæsvig i kikkerten.
Det tog 5 minutter at gøre båden klar. 5 minutter at sejle ud af havnen og sætte sejlene. Og 5 minutter at synke ned på kistebænkene, hælde kaffe op, og lade hverdagen fordampe i sollyset.
Jeg havde lyst til at sejle ud i fjordmundingen. Ud at kigge nærmere på horisonten – derude hvor alle kurser og rejsemål virker mulige.
Det blev derfor Varnæsvig, lige der på kanten af resten af verden, der blev turens mål.
Med vinden i ryggen og solen i ansigtet, blev det en meget behagelig tur derud. Med god tid til at kigge på ldet sønderjyske landskab der var pakket smukt ind i varmedis.
Masser af tid til at snakke og slappe af, og plads til at drømme om den sommer der venter forude.
Fra Varnæshoved gik turen langs 10-meter kurven. Ind til broerne foran “Den gyldne løve”, hvor vi svingede rundt, og stak snuden op i vinden og solen som efterhånden var gledet om i sydvest.
Med lange krydsben på tværs af fjorden, og i perfekte 4-6 m/sek vind gik det nu tilbage mod havnen. Sådanne forhold er ren nydelse, og giver god tid til at pusle med sejltrim og styring.
Det var skønt igen at mærke bådens gang i bølgerne, og reaktion på dn små variationer i vindstyrke.
Ganske enkelt en dejlig dag!
Vi krydsede helt op under sønderjyllandskajen inden sejlene blev strøget, og vi kunne tøffe stille ind for motor.
Tilbage i havn rundede vi turen af i cockpittet, med endnu en kop kaffe, helt høje på dette dejlige skud tidligt forår. 😉
Se turen og tracket på Keep Sailing